2009 var et meget vanskeligt år for investorerne. Året startede gråt i gråt. Så gik stemningen over til at være helt blodrød i form af kurstab. For sidenhen at slutte i kursmæssig fordragelighed. Året gik nærmest fra Mol til Dur i musikkens verden.
Med hensyn til børsintroduktioner var året dog nærmest præget af larmende tavshed. Ikke underligt, at investorerne ikke var synderlig interesseret i at byde ind på investering i enten nye eller reintroduktioner af tidligere noterede selskaber. I 2009 gjaldt det først og fremmest om at holde på hat og investeringsbriller, der hvor der i forvejen i høj grad var om ikke orkan, så dog noget der ligner.
I 2010 kommer der givetvis mere emissionsaktivitet. Selskaber som blandt andet TDC, ISS og Falck har været nævnt som værende på ”trapperne”. Givetvis ikke mindst fordi de nu er ”børsklar”. Men endnu vigtigere: Fordi markedet kan være klar til at modtage disse selskaber.
I matematikkens verden opereres der med nødvendige og tilstrækkelige betingelser for at noget skal ske. Det kan man nemt overføre til investeringsverdenen også.
Den nødvendige er, at der er selskaber, der ønsker at lade sig notere. Men den absolut vigtigste er, at investorerne har lyst til at købe aktier. Ideen om at selskaber lader sig børsnotere på det helt ”rigtige” tidspunkt, er således lidt illusorisk. Det er efter min mening nemlig relateret til investorernes fornemmelse for risiko. Med andre ord er det svært at planlægge det optimale tidspunkt (når investorerne er klar).
Denne fornemmelse for risiko er i høj grad relateret til den afkasthistorik, som investorerne kan huske. Og i denne henseende er det jo absolut et positivt aspekt for de sælgende selskaber i 2010, at 2009 trods alt sluttede i ”dur” og ikke i ”mol”.
Spørgsmålet er så om det er et signal om at markedet i det mindste afkastmæssigt er ved at nå toppen og om det danske aktiemarked kan klare at en række store selskaber vil blive børsnoteret (og opsuge investorlikviditet i 2010)?
