Lørdag den 19/6 meddelte Kina, at de vil løsne den faste valutakurs overfor dollaren. At det bliver lige nu skal bl.a. ses i et politisk lys op til det forestående G20-møde d. 26-27 juni i Toronto.
Man kunne måske tolke det lidt som kineserne er så komfortable med situationen (og ønsker at fjerne lidt af det politiske pres), at de har plads til at kigge sig tilbage over skulderen, som en anden cykelrytter som lige vil holde øje med, hvordan forfølgerne har det. Eller som en dominerende Tour de France vinder som udmærket er klar over, at hvis han ikke tillader etapesejre til andre ryttere og andre hold, risikerer han konkurrencemæssigt at komme i bad standing. Ham alle vil køre efter og køre på.
I det perspektiv tolkede aktiemarkederne mandag indledningsvis nyheden fra Kina som en form for en positiv gestus overfor de finansielle markeder. Reaktionen udeblev da heller ikke og aktierne lagde godt fra land, hvilket ikke er så mærkeligt endda. Men euforien forduftede derefter, og de amerikanske aktier sluttede dagen af med moderate fald. Hvorfor nu det?
Den kinesiske opskrivning af valutaen, som en løsere tilknytning til USD i praksis vil betyde, er imidlertid ingen mirakelkur for aktiemarkederne. Det er sammen med det gode vækstmomentum der er i Latinamerika, Asien inklusive Kina og Japan og USA, og den effekt den svækkede EUR har for konkurrenceevnen for europæiske eksportører med til at sikre, at de nuværende indtjeningsforventninger for 2010 og 2011 kan indfris.
Er stigninger i den kinesiske Renminbi lig med aktiekursstigninger?
Nogle påpeger, at i perioden fra 2005 til 2008 steg den kinesiske valuta med ca. 15% overfor USD. Og i den periode steg aktierne ganske markant. Jeg tror imidlertid, at der var en række andre faktorer i spil i den periode. Bl.a. at vi fra 2003-2007 havde den kraftigste makroøkonomiske vækst i verden siden starten af 1980’erne. Og det var bl.a. også en positiv medvirkende faktor for aktierne generelt. Herunder ikke mindst for de indenlandske kinesiske af slagsen.
Den globale vækst har været noget ujævnt fordelt det seneste år. Mens Kina og til dels andre nye udviklingsøkonomier har været relativ tæt på storformen, har det knebet noget mere for de etablerede økonomiers vedkommende.
Samtidig er det fortsat tydeligt, at EM Asien har de bedste vækstfundamentaler. Ikke kun fordi der levestandardmæssigt her er langt mest at komme efter. Men ikke mindst også fordi de ikke har de gældsmæssige udfordringer, som de vestlige økonomier har haft og fortsat også lider under.
Verden har brug for rebalancering – det kinesiske privatforbrug skal op
Verden har brug for at væksten bliver bedre fordelt. Den har brug for at de store handelsbalancemæssige uligheder, der eksisterer mellem især Kina og Vesten, bliver mindre. En af måderne hvorpå dette kan ske er igennem en stigende værdi af den kinesiske valuta, således at udenlandske varer alt andet lige får en anelse nemmere ved at konkurrere i Kina og globalt. Også selv om det måske mere er intentionen end selve styrkelsen, som bliver mærkbar.
En mere balanceret verden vil indebære, at det kinesiske privatforbrug skal vokse og blive en betydeligere del af økonomien, hvilket i sig selv vil være med til at reducere de globale ubalancer. Ikke mindst til gavn for stabiliteten og de udenlandske virksomheder, som afsætter varer i Kina.
Weekendens valutapolitiske udmelding fra Kina er ikke altafgørende, men en af de faktorer der sammen med andre ovenfor nævnte, gør det nemmere. Og som også gør det realistisk at antage, at når året er omme, vil aktierne have genvundet det som investorerne tabte i maj måned. En måned som internationalt set var den værste i 40 år. I hvert fald på aktiemarkederne. Og først og fremmest udenfor Danmark og de danske aktiers rækkevidde. For her er det fortsat Novo og A.P. Møller Mærsk som styrer de indeksmæssige begivenheder.
