Mens de største økonomiske lande samles i weekenden i Toronto og referatet af mødet velsagtens allerede kan være skrevet, er der fortsat uro på markederne. Og det vil denne weekendens møde næppe ændre på. Det viser historien i hver t fald.
For et par måneder siden kom der en meget omfattende redningspakke fra ECB med låne- og trækningsfaciliteter; opkøb af europæiske statsobligationer, etc. Alt sammen for at dæmpe investeringsgemytterne som er nervøse for vækst, kredit, budgetdisciplin eller andet.
I nogen tid havde det også en effekt. Men med nye rekorder for at forsikre sig mod kredittab (CDS) og kreditspænd til den europæiske økonomiske storebror (Tyskland) for bl.a. Grækenland, er investorerne alt andet end blevet beroliget. Samtidig er kreditspænd for de europæiske banker; givetvis bl.a. som en konsekvens af de statslige kreditspænd, kørt ud til noget der ligner tiden omkring kollapset i Lehman Brothers.
Så mens finansministrene diskuterer bankskat og –regulering, Kinas valutapolitiske tilknytning til USD, budgetunderskud og gældsætning, Basel III og hvorvidt det er for tidligt eller sent at stramme op på statsfinanserne, og hvad det måtte have af betydning for den globale vækst, lider aktieinvestorerne i den sommervarme, der forhåbentlig eller formentlig kommer i næste uge.
Der stilles mange spørgsmålstegn ved EURoens fremtid. Der er spørgsmålene om der kommer et ”hair-cut” på græske udstedelser (at man skal acceptere at 100% bliver til 80-90% som den nye hovedstol eller en forlængelse af løbetiderne); om den sande vilje til at skabe balancerede offentlige budgetter på den primære drift (før renter) er tilstede. Og ikke mindst hvad alt dette betyder for den fremtidige vækst, når kombinationen af stigende skatter og lavere overførselsindkomster rammer forbrugere og virksomheder de kommende år. Alt sammen noget der naturligt får aktieinvestorerne til at tænke og sikkert også tvivle på, om man kan blæse og have mel i munden samtidig, som jeg tidligere har berørt. Læs venligst mere her.
Det afgørende for aktiemarkedet er ikke så meget om det i sidste ende viser sig muligt at udøve denne svære disciplin. Men om investorerne i det mindste tror noget sådan på vej hen imod slutfacit. For hvis investorerne på vej hen imod afgørelsen af om det er muligt eller ej tvivler, og endda tvivler meget, er det det som bliver afgørende og giver kursudsving. På vejen.
Det er lidt som med Vestas og deres 15, 15, 15 målsætning. Altså at de i 2015 skal have en indtjeningsevne på 15% (EBIT margin) og en omsætning på 15 mia. EUR. Selv om de når det – i netop 2015 – er det jo ikke sådan, at aktiekursen ikke undervejs kan have svinget fra 200-900 for så at ende på eksempelvis 700. For undervejs har investorerne jo mange gange været i tvivl om og bange for om målet nu også blevet nået.
Aktiemarkederne har det altid svært med skepsis og usikkerhed. Det påvirker sådvanen tro risikopræmien og det er altså fortsat den som trumfer indtjeningsudviklingen, når det drejer sig om den bestemmende faktor for aktiekursudviklingen. I det mindste på kort sigt.
hej Per Hansen
Når man har set de sidste par månederes panik, så stiller man sig altså selv de spørgsmål her; er der nogen der ønsker at aktiekurserne skal falde ??, er der nogen er blot ønsker at komme i medierne med de mest rabiale forecast af fremtiden for at skabe opmærksom om sin egen person ?, eller er økonomer som Poul Krugmann selv blevet ramt af en depression ?, da han jo ser verden på vej mod en depression, hvis man tager 100 økonomer, så så skulle 4-5 af dem rent statistisk været ramt af depression, og ja så søger de flugt til den mørke verden. (smiler)
Noget andet er at Tyskland forbød de her såkaldte hurtige handler med spekulation i aktie kursfald.
Så helt konkret Per Hansen, vil du udelukke alle mine hypoteser ?
Med venlig hilsen
Kenneth
Hej Kenneth
De som har solgt sig ”kort” i finansielle aktiver har jo altid en interesse i at aktiverne falder.
Som du ganske rigtig anfører ser det ud til at meget negative forudsigelser er mere populære end de positive.
Hjerneforskerne påpeger, at der er op til 3 gange så meget hjerneaktivitet hos personer der oplever noget negativt i forhold til de positive indtryk. Og når vi bliver stressede forsøger vi som personer at finde en forklaring
Af den vej er det næsten givet at de fleste hits opnås igennem negative overskrifter, idet der jo skal 3 gode til for at udgøre det for 1 dårlig nyhed. Trist men sådan er det ikke desto mindre.
Jeg tror ikke Paul K. er ramt af en depression. Hans udtalelser blever meget profilerede. Måske fordi han sammen med andre kändisser har lært, at jo voldsommere udtalelser, jo mere medietid. Men samtidig bliver der ikke fokuseret så meget på at Paul K. jo tilhører den del der mener, at den offentlige sektor og finanspolitikken skal spille en meget stor rolle.
Man skal passe på med at udelukke noget helt konsekvent. Vi lever jo i en ”kan man forestille sig, kan man udelukke verden”. Hvor yderpunkter bliver præsenteret uden hensyntagen til hvad der er det mest eller mindst sandsynlige.
Venlig hilsen
Per