Den amerikanske regnskabssæson lakker mod enden. I skrivende stund har op til 9/10 af selskaberne målt på markedsværdi og lidt mindre målt på antal i S&P 500 indekset fremlagt deres resultater for 2. Kvartal 2010.
Resultaterne har været gode. Rent faktisk har de været så gode, at de i forhold til forventningerne kun overgås af 2 andre kvartaler. Og det er 4. Kvartal 2009 og 1. Kvartal 2010. Eller sagt med andre ord: I kølvandet på en af de kraftigste kriser nogensinde, har virksomhederne været i stand til at tilpasse sig meget hurtigt. De har fået reduceret omkostningerne med lynets hast. Og de stærkeste virksomheder er kommet styrket ud af krisen. Såvel i form af en mere trimmet organisation. Og styrkemæssig i forhold til konkurrenterne.
Samtidig med at resultaterne har været rigtig gode, har de makroøkonomiske nøgletal været til den svagere side. Og svagheden i makroøkonomien og frygten for om verden kan stå på egne og ikke stimulerede økonomiske ben, har naturligt fået et vist tag i investorerne. Det er ikke mindst jobskabelsen, eller manglen på samme i USA, som bekymrer.
Så hvordan kan aktierne stige samtidig med at nøgletallene har været svage? Det er der flere grunde til:
- For det første er det ikke meget overraskende og ikke usædvanligt at der i det mindste i en overgangsperiode kommer svagere nøgletal
- For det andet har investorerne moderate beholdninger af aktier og de har ikke som i foråret fået fyldt dem godt og grundigt op med aktier
- For det tredje tilsiger aktiemarkedslogikken, at med de relativ svage nøgletal og tale om en yderligere stimulans fra FED, er der ikke umiddelbart udsigt til stigende renter. Og bevidstheden om lave renter i en længere periode lægger en markant bund under aktiemarkederne
- Og endelig gik vi ind i regnskabssæsonen med en meget dårlig stemning præget af kursfald. Udgangspunktet var taknemmeligt.
Selv om forventningerne til 2011 efter min mening er for høje, er aktierne i det generelle tilfælde ikke højt vurderet. Det springende punkt er om en negativ indtjeningsoverraskelse vil sætte en nedjusteringslavine i gang – hos investorerne. Det bliver et tema. Men sikkert ikke de næste par uger.
Hej Per
I al den tale om gældsproblemer i Europa, Double-dip og ringere vækst de næste år, så tænker jeg på:
FED i USA bliver ved at kaste penge i markederne for at holde verden i gang. Det må jo være det samme som at øge en allerede kæmpegæld.
1. Hvad ser du der sker, når markedet en dag SKAL forholde sig til en amerikansk gældskrise? Kommer en sådan?
2. Har Europæerne (tyskerne) i virkeligheden valgt den rigtige løsning med at prioritere sine gældsproblemer først?
Mvh Martin
Hej Martin
Jeg tror der for nærværende snarere er tale om en global gældskrise end om en amerikansk en af slagsen. Amerikanerne har primært stor privat men også en vis offentlig gæld. Europæerne har en stor offentlig, men måske lidt mindre privat gæld. Danskerne har en lille offentlig men til gengæld en meget stor privat gældsætning. Og japanerne er også offentligt meget gældsatte. Den øvrige del af Asien og andre EM lande og markeder har derimod ikke disse store udfordringer. Så gældsætningen er ikke kun relateret til USA. Men til alle de nævnte lande.
Gældskrisen er her allerede kan man sige. Opsparingskvoten er steget ganske pænt i USA og er ikke så langt fra det langsigtede gennemsnit (aktuelt ca. 6,4% mod langsigtet 7,1%). Så man er begyndt at adressere problemet. Men højere opsparing giver jo mindre til forbrug – alt andet lige. Og det er det som investorerne vel frygter på den korte bane. På lidt længere sigt kan gældsætningen blive et større problem uden en reduktion i låntagningen.
Europæerne har vel valgt den rigtige løsning. Den kommer velsagtens blot alt for sent. Erfaringerne peger i retning af at reformerne ikke kommer på det rigtige tidspunkt, men når der af den ene eller anden grund ikke synes at være andre (ud)veje. Men for at gøre tingene helt, skal der følge reformer med. Og reformiveren har det unægtelig knebet noget med.
Hilsen
Per