Efter en sommer og et efterår, hvor investorerne har fået læsterlige kursklø og de finansielle investorer styrtbløder med åbne skrammer, spørger investorerne sig om hvor slemt det skal være før politikere kaster modstanden mod forandringer over bord og handler. Det vil være en reel nyhed.

Små intermezzoer – men ingen løsninger

Investorerne er gået fra fortvivelse til håb til fortvivelse igen. I slutningen af oktober troede investorerne at en endelig stabilisering var under opsejling og aktierne steg ganske meget. Siden er det blevet hverdag i den politiske virkelighed igen. Der bliver ikke truffet de beslutninger, som for alvor skal lægge krisen bag os og vise konturerne af en bedre økonomisk fremtid.

Italienske renter på 8-10 %?

Prøv at sætte jer i bankernes sted. De har fået at vide at de skal deltage i en “frivillig” græsk restrukturering. En græsk fordring som indtil for nogle kvartaler siden var opfattet som en fordring på de facto ECB. Så kom 21 % “frivillighed”; så kom 50 % og nu står måske endda et endnu højere tal og truer.

Samtidig falder de italienske statsobligationer så meget at investorerne også her frygter en nedskrivning. Hvad gør bankerne i den situation? De sælger statsobligationerne for at beskytte sig selv. For politikerne har ikke spændt det økonomiske sikkerhedsnet ud, som svarer til det store politiske ambitionsniveau, som der har været investeret så kommunikativt i, siden EURens dannelse og start. Tomme ord uden reelt indhold. Og samtidig er der jo også stigende solvenskrav.

Derfor bør man ikke blive forbavset over at usikkerheden er meget stor. Set i forhold til ovenstående er det faktisk for mig en anelse overraskende, at vi på markedsniveau ikke har set større kursfald. På den anden side er det bankerne og finansaktierne, som hver dag lægger ryg til poltikernes manglende handlekraft og enighed. Så vi har fået massive kursfald. De har blot være 9/10 koncentreret i den finansielle sektor og derfor ser vi det mindre på indeksniveau.

“USA har da også problemer”

USA har også udfordringer og i praksis er det vist sådan, at hvis man lægger EUR landene sammen, vil den samlede og aggregerede økonomi have bedre nøgletal end USA. I hele træsko længder. Den store forskel er at den 10 årige rente i USA er under 2 % og investorerne har i det mindste ikke endnu kastet sig over USA som det næste og negative mål.

Når aktierne de seneste uger ikke er faldet mere end tilfældet trods alt har været, så skyldes det først og fremmest at investorerne fortsat håber at også poltikerne kan se nødvendigheden af en løsning. Men også at bankaktierne er faldet ganske meget. Ikke kun det seneste kvartal. Men rent faktisk ligger de til et 5 års afkast på minus 60 %. Altså på sektorniveau.