2011 har været et år som kan inddeles i mellemtider. På godt og ondt. Investorerne vil huske det japanske jordskælv, den europæiske gældskrise, Grækenland/Italien, skuffende afkast i EM og nedjusteringen af den amerikanske kreditværdighed. Blandt andet. Derimod er der kun relativ få aktieinvestorer, som vil huske 2011 som noget specielt godt aktieår.
Forudsigelser for 2011 der ikke holdt
Blandt de af mine forudsigelser der ikke holdt var et afkastmæssigt comeback til bundpropperne fra 2010 (NKT og især Vestas som for andet år i træk var en skuffelse for nu at sige det mildt). De danske aktier “kom ned på jorden igen”, men klarede sig ikke under de tyske (men på niveau med netop disse). Børsintroduktionerne kom ikke til at fylde mere end i 2009/2010.
Forudsigelser for 2011 der blev indfriet
De danske aktier klarede sig ringere end de amerikanske. Tryg kom fint igen. EM afkast skuffede på trods af at de har de bedste vækstfundamentaler. Olieaktierne klarede sig fornuftigt igennem året.
Hvad sker der i 2012?
- EM klarer sig bedre end Europa/USA
- Den europæiske gældskrise finder sig et plateau i løbet af 1. halvår, og herefter sker der en forbedring
- der betyder en lavere risikopræmie og stigende aktiekurser
- Olieaktier klarer sig relativ set bedre i 1. halvår end i den sidste del af 2012
- Cykliske aktier får sig en renæssance i 2. halvår i takt med lavere europæiske kreditspænd og i takt med at den kinesiske økonomi undgår den hårde landing.
Spørgsmål der forhåbentlig bliver besvaret
- Kommer ECB med sin bazooka og opkøber europæiske statsobligationer i stor stil og presser renterne massivt nedad?
- Styrkes USD så meget at det gavner de eksportorienterede europæiske selskaber og den europæiske økonomi i det hele taget?
- Bliver M&A en positiv faktor for aktiemarkederne og bliver det i givet fald på den gode (ekspansive) eller dårlige (omkostningsreduktioner) måde?
Vi bliver meget klogere i løbet af 2012. I mellemtiden vil jeg ønske dig et godt nytår. Samtidig vil jeg gerne takke for kommentarer som der jo heldigvis også kom en del af her på sitet i 2011.
Godt nytår!

Hej Per, også herfra ønskes et Godt Nytår. “I hope, it is profitable”.
Det er bedre med en djævel, man kender, end med en djævel, man ikke kender.
Der tales meget om året 2012. – Men nej, verden går ikke under, skønt Mayaindianernes kalender løber ud i 2012. – Vi må se det positive i de transformationer, der nødvendigvis må komme og se i enhver forandring en mulighed.
Menneskeheden står ansigt til ansigt med de nøgne kendsgerninger: En værdikrise, dvs. kuldkastelse af overdimensionerede værdier, forvirring, frygt, kaos. – En periode med fysisk og psykisk ‘oprydning’ og en ødelæggelse af langvarige, destruktive situationer er ved at ske, som KAN føre til frihed og en ny begyndelse. En sådan spændingsfyldt tid med angst/frygt, sorg og håbløshed kan – hvis tilstandene erkendes, accepteres og transformeres – blive til en meget frugtbar udviklingsperiode.
Og – der er gode muligheder for afklaringen af destruktive og problemfyldte situationer, som over en lang tid har opbygget et efterhånden uudholdeligt pres. – Tilstandene, al forvirring, utilfredshed og konflikter, bliver ofte værre og tilspidser sig, før det bliver bedre. En byld svulmer op, før der går hul i den, så giften (frygt, frustration, magtbegær, korruption m.m.) kan komme ud og der sker en helbredsproces.
Tingene sker, fordi VI ALLE har brug for at lære af begivenhederne. Hvis vi erkender og accepterer denne universelle lov i vort indre og i den ydre verden som den værdifulde gave, den i virkeligheden er og handler intelligent og diplomatisk, så kan en befrielse fra ‘lænkerne’ ske.
Der er ingen opskrift på succes, udover en ubetinget accept af livet og at ændre, hvad du kan ændre og acceptere, hvad du ikke kan ændre.